REFA Horbelev Fjernvarme informerer

Næste forbrugermøde afholdes i april 2020

Kommende møde bliver annonceret her på siden.

Referater af forbrugermøder

Referat af forbrugermøde 2019  (pdf)

Referat af forbrugermøde 2018  (pdf)

Referat af forbrugermøde 2017  (pdf)

 

Forbrugerrepræsentanter for REFA Horbelev Fjernvarme

Erik Gaard
Telefon: 61 75 34 24
Mail: erikgaard@hotmail.dk

Joachim Cyrill
Telefon: 23 30 51 37
Mail: 0420448@minkobmand.dk

 

Brugerrepræsentation i REFA, Horbelev Fjernvarme A/S

1. Formål
Brugerne har ifølge REFA, Horbelev Fjernvarme A/S' vedtægter ret til at vælge et antal brugere til bestyrelsen, som svarer til antallet af generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer.

Selskabet fastsætter i henhold til vedtægternes punkt 5.2. reglerne om fremgangsmåden ved valg af brugervalgte bestyrelsesmedlemmer. Selskabet har valgt at fastsætte disse regler i dette regelsæt, der fastlægger selskabets overordnede samarbejde med brugerne, samt fremgangsmåden for valg af brugervalgte medlemmer af selskabets bestyrelse.

2. Brugermøde
Selskabet indbyder mindst en gang årligt til et møde for samtlige brugere, som er tilsluttet selskabets forsyningsnet Selskabet kan beslutte, at andre borgere, borgergrupper eller andre interessenter har adgang til mødet uden valg- eller stemmeret. Som legitimation for adgang til brugermødet skal medbringes indkaldelse fra selskabet eller anden utvetydig dokumentation for adgangsretten.

Det faste, årlige brugermøde afholdes indenfor perioden 1. april til 1. juni. Mødet ledes enten af en af selskabet på forhånd udpeget dirigent, et brugervalgt bestyrelsesmedlem eller af en af de brugervalgte bestyrelsesmedlemmer udpeget dirigent.

Formålet med brugermødet er

at orientere brugerne om varmeforsyningsvirksomhedens drift, herunder om væsentlige afvigelser i forhold til planlagt drift og forventet resultat,
at orientere brugerne om selskabets overordnede planer og større projekter for det kommende regnskabsår,
at orientere om nuværende takster og forslag til kommende takster,
at vælge de brugervalgte medlemmer af selskabets bestyrelse, samt et tilsvarende antal suppleanter herfor, jfr. afsnit 3.

3. Valg til REFA, Horbelev Fjernvarme A/S' bestyrelse
I overensstemmelse med varmeforsyningslovens bestemmelser har brugerne ret til at udpege et antal bestyrelsesmedlemmer i REFA, Horbelev Fjernvarme A/S. De pågældende bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges blandt brugere på det årlige brugermøde. Medmindre der er fredsvalg, sker afstemningen skriftligt og i øvrigt efter dirigentens anordning.

4. Brugeres valgret og valgbarhed
Valgret tilkommer enhver bruger, som har en gyldig aftale om at aftage varme fra REFA, Horbelev Fjernvarme A/S' forsyningsnet, og som opfylder følgende betingelser.

a) Brugeren skal have betalt alle forfaldne opkrævninger til selskabet senest 2 arbejdsdage før brugermødet.

b) Brugeren er ejer af en målerenhed, med dertil knyttet boligenhed, erhvervsenhed eller andet forbrugssted eller -steder. Ejes en målerenhed af flere i forening, kan de til målerenheden knyttede rettigheder kun udøves gennem en fælles fuldmægtig, bortset fra at alle sådanne ejere har ret til fremmøde på brugermødet. Tilsvarende gælder, hvis ejeren er en juridisk person, hvor ejerskabet udøves af en flerhed af personer.

c) Brugeren skal have en bestående aftale om at aftage varme fra selskabets forsyningsnet, og i henhold til denne være forpligtet til at svare fast afgift, variabel afgift eller begge dele.

Opstår der tvivl om, hvorvidt en konkret bruger har valgret eller om en målerenhed giver stemmeret og hvem, der kan udøve stemmeretten, afgøres dette af dirigenten ud fra selskabets fortegnelse over brugerne.

Valgbar til bestyrelsen, herunder som suppleant er brugere, der har valgret, jfr. punkt 4 og har betalt alle forfaldne opkrævninger til selskabet. Hvis en målerenhed ejes af flere i forening, er hver enkelt ejer valgbar. Hvis en målerenhed ejes af en juridisk person, har hver enkelt person, der kan udøve ejerskabet i overensstemmelse med punkt 4.b. valgret.

5. Valgperiode, indtræden og udtræden
Brugervalgte bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Ved valget i 2013 indtræder det bestyrelsesmedlem, der opnår flest stemmer i bestyrelsen for en 2-årig periode, mens det bestyrelsesmedlem, der har opnået næst flest stemmer, indtræder for en 1-årig periode. Opnår begge samme stemmetal eller i tilfælde af fredsvalg, trækkes der straks på brugermødet lod mellem de 2 ved dirigentens foranstaltning. Brugervalgte bestyrelsesmedlemmer indtræder i, respektive udtræder af, bestyrelsen straks efter det afholdte brugermøde.

Brugervalgte bestyrelsesmedlemmer udtræder straks af bestyrelsen, hvis vedkommende ikke længere opfylder betingelserne for at have valgret, dog således at betingelsen i punkt 4.a. i stedet skal være opfyldt senest 8 kalenderdage efter skriftligt påkrav er afsendt fra selskabet med krav om betaling af forfaldne restancer. Tilsvarende udtræder brugervalgte bestyrelses-medlemmer, hvis vedkommende har varigt forfald til deltagelse i bestyrelsesarbejdet, f.eks. på grund af sygdom.

Suppleanterne vælges for 2 år ad gangen, og rækkefølge til bestyrelsen afgøres på samme vis. Suppleanter deltager ikke i, og har ikke adgang til, bestyrelsens drøftelser eller møder, men har adgang til referater fra disse møder og drøftelser, i det omfang disse i øvrigt foreligger. Bestyrelsen kan undtagelsesvist beslutte, at suppleanterne konkret har ret til at deltage i drøftelser eller møder. Suppleanter indtræder i bestyrelsen, når et brugervalgt bestyrelses-medlem udtræder af bestyrelsen uden dette sker i forbindelse med valghandlingen. Vedkommende suppleant indtræder da på det pågældende bestyrelsesmedlems plads, herunder i relation til længden af restperioden. Fra tidspunktet fra indtrædelse har suppleanten samme rettigheder og pligter som ordinært valgte brugervalgte bestyrelsesmedlemmer.

Enhver bruger har ret til at møde personligt frem og udøve sin taleret, uanset antallet af målerenheder, vedkommende repræsenterer. Brugere, der opfylder betingelserne for at have valgret, bortset fra betingelsen i punkt 4.a. har ligeledes taleret. Dirigenten kan anvende sin ret til mødeledelse til at reducere taletid for enkeltpersoner til korte bemærkninger, eller om fornødent undlade at give enkeltpersoner ordet. Brugere skal så vidt muligt søge sin indflydelse udøvet ved personligt fremmøde til brugermødet. Brugere, der er forhindret i at deltage i brugermødet, kan give en anden bruger, der opfylder betingelserne i punkt 4 for valgret, fuldmagt til at udøve brugerens stemmeret på brugermødet.

En bruger kan dog højst stemme på vegne af tre andre brugere på grundlag af fuldmagt.
 
6. Andre bestemmelser
Alle omkostninger forbundet med gennemførelse af brugermøder anses som nødvendige omkostninger, der kan indregnes i varmepriserne.

Omkostningerne til disse aktiviteter skal fremgå af selskabets årsrapport.

Reglerne om brugerrepræsentation erstatter det tidligere tillæg til selskabets vedtægter om "Retningslinjer for valg af forbrugerrepræsentanter i REFA, Horbelev Varmeværk A/ S".

Reglerne er vedtaget af REFA, Horbelev Fjernvarme A/S på bestyrelsesmøde og på generalforsamling i selskabet. Reglerne kan, i overensstemmelse med selskabets vedtægter, ændres af selskabets bestyrelse.

Selskabets bestyrelse skal beslutte ændring i antal stemmer blandt brugerne, hvis der konkret sker tilsidesættelse af særlige enheder eller forbrugergrupper, således at stemmeafgivelse altid kan ske i overensstemmelse med lovgivningens regler for valg til bestyrelsen i varmeforsyningskapitalselskaber. I Så fald skal bestyrelsen samtidig tage initiativ til fornøden efterfølgende tilretning af selskabets vedtægter.

Bestyrelsen kan til enhver tid tage reglerne om brugerrepræsentation op til revision på eget initiativ eller på opfordring fra brugerne.

Således vedtaget på bestyrelsesmødet den 20. februar 2019.

 

 

 

 

 

Se også